Kør-selv til Hafjell

Vi har tidligere booket en stor bus til at køre os til og fra Hafjell. Men i Coronaens sidste efterdønninger kørte vi alle sammen selv og de fleste oplevede dette som en væsentlig mere behagelig måde at rejse på, dels fordi rejsetiden er kortere (ca. 8 timer) og dels fordi vi undgår en masse bøvl med bagage frem-og-tilbage og ventetid på bussen i pejsestuen.

Vi håber derfor, at alle der gerne vil med, har mulighed for at køre selv. Ellers er I meget velkomne til at ringe eller skrive, hvis I vil høre om vores erfaringer med at rejse med fx. fly, bus, tog.

Køreturen derop/ankomst

Turen fra København til Hafjell tager lidt over 8 timer i bil, hvis man kører i ét stræk.

Hytterne er klar til ind-tjek på ankomstdagen (senest) kl. 17 – nogengange er vi heldige, at de er klar tidligere. Man kan således vælge flere kørselsmodeller – og herunder er et par forslag, som vi eller andre på turen tidligere har testet:

  • Den ene behagelige: Kør hjemmefra tidligt om morgenen og ankom til Hafjell sidst på eftermiddagen. Få styr på ski og liftkort og gå direkte i hytten, lav aftensmad og få en god nats søvn inden I står klar på pisten næste morgen.
    (Plus: gå direkte i hytten. Minus: misser en dag på ski).
  • Den anden behagelige: Tag en overnatning undervejs (find et godt sted eller tag evt. Oslofærgen) og kør det sidste stykke til Hafjell om morgenen, så I ankommer veludhvilede til at stå klar på pisten når den åbner. Tjek ind i hytten, når I har stået en god dag på ski.
    (Plus: maksimal udnyttelse af pistetid. Minus: ekstra udgift til overnatning)
  • Den lidt mere hard-core: Kør sent om aftenen dagen før og skift chauffør undervejs, så alle får sovet. Ankom om morgenen og brug en dag på ski inden i tjekker ind i hytten om eftermiddagen.
    (Plus: maksimal udnyttelse af pistetid og ingen ekstra udgift. Minus: natten tilbringes i bil, nogen skal køre).

Afrejse

Vi skal være ude af hytterne kl. 10 fredag d. 16. feb.

De fleste vil nok vælge at pakke bilen og tage den sidste dag på pisten inden snuden vendes mod Danmark igen! Men det bestemmer man selvfølgelig helt selv…

x