HISTORIEN
Turen til Hafjell blev oprindeligt startet i 1994 af Gry og Lasse Hodal (mine svigerforældre) – som samlede familie, venner, kolleger m.fl. om at lave en stor fælles skitur med alle de sociale og økonomiske fordele dét indebar.
Turen har gennem alle årene været et stort hit og der er folk, som har været med os hvert eneste år – og en masse, der vender tilbage igen og igen.
Jeg overtog den praktiske koordinering af turen i 2005 – og selv om der hvert år bliver justeret lidt hist og pist for at optimere oplevelsen, er konceptet i sin grundform det samme som i 1994. Den øvrige Hodal-familie løfter stadig hver år en del af det praktiske arbejde. Vi kender rumlen, og vi ved, hvad der skal til for at det bliver rigtig godt, vi ved hvad der venter og vi ved, hvordan vi løser evt. udfordringer, der måtte opstå undervejs.
VI ER IKKE ET REJSEBUREAU
Turen er ikke – og vil aldrig blive – kommerciel i nogen form. Der er ingen, der skal tjene penge på den og vi er ikke noget rejsebureau. Når man tilmelder sig, er det derfor på vilkår, der kan sammenlignes med, at man gik sammen med sine venner om at rejse sammen – hvor én i gruppen står for det praktiske ifm. bestillingen. I dette tilfælde er jeg altså jeres praktiske ven: Min rolle er at stå for booking, forhandle priser/rabatter, koordinere med udlejere, liftkortudsteder, skiudlejning mv. samt planlægge arrangementer og være til rådighed for jer på turen i relation til ovenstående.
Jeg gør det frivilligt og udelukkende fordi, jeg synes, det er sjovt – og fordi vi hvert år nyder at kunne tage afsted på ferie sammen med en masse dejlige mennesker, som gør hver tur helt speciel og hyggelig både for store og små. Dog sætter vi altid pris på en hjælpende hånd fra dem, der er med på turen!
Vi håber, I vil med :)
/Anne